Åh, den apport...

Apporten er efterhånden blevet en yndlings øvelse. Nova har fattet, at det gælder om at komme i plads med den, og hun gør det smukt (næsten) hver gang. Vi er kun kommet så langt som til at hun henter den 1-2 m foran mig, men tror (og håber) at det er nedad bakke herfra. Det største bump er passeret. Så er der det der med optaget. Ideelt set burde hun jo samle apporten op bagfra, og jeg placerer også apporten ”på langs” sådan at hun skal dreje sig for at samle den op… Men den der apport er altså for lækker til så ”kedeligt” et optag. Nej, den skal angribes lige på og hårdt skal den! Det er helt sikkert noget der skal arbejdes på, men lige nu er jeg bare SÅ glad for at hun endelig kommer i plads, og endnu bedre at det ikke længere er en ”øv”-øvelse for hende. Hun er SÅ glad for at bære ting i munden, og elsker at drøne efter ting der bliver kastet, men den strukturerede måde apporten indlæres på har bare været for kedelig, og hun syntes hurtigt at ”…den der apportbuk, den er da for kedelig!”. Det måtte der laves om på, så jeg har angrebet det med to strategier, målet for begge var at apporten skulle blive sjov igen: (1) hendes glæde fra Elefantøvelsen skulle overføres til at gå i plads med apporten (2) synet af apporten skulle vække glæde og ivrighed. Mål 2 gjorde jeg ved at have apporten klar hver gang jeg kom hjem fra arbejde el. lign. Hun vil helst løbe rundt med noget i munden når vi kommer hjem, og det kunne ligeså godt være apporten! Min teori var, at den glæde og ivrighed hun har når vi kommer hjem skulle forbindes med apporten… Det er helt klart lykkedes. Der er dog lige et MEN, strategien bør nok kun bruges hvis man véd at hunden holder fast og IKKE tygger, samt ikke begynder at lege med apporten. Nova går kun meget glad rundt med apporten i et fast greb når hun får den… og kan endda kaldes i plads med den efterfølgende…iih så dygtig!