Min blog er flyttet!

du vil automatisk blive sendt videre til den nye. Hvis ikke, klik her
http://klikkerklog.dk/blog/
Husk at opdatere dine bookmarks.

onsdag den 25. februar 2009

Indlæring i hjernen om indlæring i hjernen...

I går aftes blev min hjerne ellers sat på en prøve da jeg skulle forsøge at forstå hvad der foregår i Novas hjerne. Jeg var på kursus med Hund & Træning og det var Karen Frost der skulle forsøge at dele ud af sin viden om hjernen. Det blev til et ca. 3 timers foredrag om synapser, neurotransmittere, axiomer, dendritter m.m. og jeg var lige pludselig temmelig glad for at jeg i gymnasiet havde biologi på højniveau:) Men alle disse meget tekniske ord havde en dybere mening, og jeg forlod lokalet meget klogere på hvad det egentlig er der foregår i hovedet på min lille super-hund. Det er ALT for omfattende at gengive alle de tekniske ting der blev fremlagt i går, men jeg vil alligevel skrive nogle af de ting som jeg selv syntes var vældig brugbare:

1. Amygdala er den del af hjernen der "tager sig af" følelser. Den strøm af information der kommer fra Amygdala og til storhjernen er meget større end strømmen af information den anden vej. Det er præcis derfor at det er svært (læs:umuligt) at komme i kontakt med en f.eks. angst hund.
2. Størrelsen på synapsen (den der modtager beskeden om at der skal foretages noget; aktionspotentialet) har indvirkning på indlæring. Jo mere man træner sin hund i en adfærd jo større bliver synapsen. Ved længerevarende pauser kan synapsen trække sig sammen, men trænes synapsen tilpas stor kan den blive så stor at den ikke trækker sig sammen igen. Derfor glemmes adfærden ikke.
3. Mængden af gentagelser er vigtig. For mange gentagelser af en adfærd fører til en midlertidig udtømning af neurotransmittere. Dette kan være forklaringen på, at hunden kan udføre en øvelse perfekt 10 gange for derefter at udføre den forkert den 11. gang. Gentagelse over tid er derimod vigtig for at styrke synapserne.
4. Har hunden fra hvalp lært at lære, er synapserne mere plastiske og ændringerne i deres størrelse går hurtigere.
5 (og meget interessant punkt!). Selvom hunden gør en øvelse forkert - og derfor ikke belønnes - dannes der stadig "spor" i hjernen, og de er svære at slette. Præcis derfor søger vi at mindske hundens risiko for at lave fejl så vidt det er muligt, og derfor er det så god en idé at arbejde med lave kriterier så vi øger chancen for succes men mindsker risikoen for fejl.

Dette var kun 5 punkter af et rigtig indholdsrigt foredrag, men det ville blive et temmelig langt indlæg hvis alle mine noter skulle med. Det er dog de 5 punkter som jeg fandt mest interessante og brugbare i min egen træning.

1 kommentar:

Camilla Johannessen sagde ...

ja, og i lige måde :) Du har også en dejligt struktureret måde at skrive på, ligesom Paul :)