Min blog er flyttet!

du vil automatisk blive sendt videre til den nye. Hvis ikke, klik her
http://klikkerklog.dk/blog/
Husk at opdatere dine bookmarks.

onsdag den 25. marts 2009

Status ultimo marts...

Så er det altså på tide at få skrevet lidt ned om træningen. Status har de sidste 2-3 uger været en meget meget træt og sløv hund. Nova har aldrig været så påvirket af sin løbetid som hun har været i denne omgang. Psykisk har hun vaklet en del i mange øvelser, men de er heldigvis alle på vej tilbage, og det ændrede sig stort set fra dag til dag. Nu kæmper vi så mod de fysiske konsekvenser, som er en sløvhed jeg sjældent har set fra hende (med mindre der har været god grund til det).
Jeg har derfor trænet meget mindre med hende end jeg plejer, og meget korte intervaller. Når man pludselig står med en hund, der dårligt orker at gå mere end en halv time, så gælder det altså om at gøre træningen kort og interessant. Og det har altså været en udfordring, men jeg synes egentlig at det er gået meget godt!

Træningen idag var den længste træning i over en uge, og varede ca. 20 min.
  • Jeg startede med lidt lineføring, men droppede det efter et forsøg, fordi jeg kunne mærke at jeg i virkeligheden ikke selv gad øvelsen, og derfor ikke troede på det. Det resulteredeogså i en hund der snusede i jorden (som Nova ellers aldrig gør under lineføring!), og som flagrede lidt forvirret rundt. Så væk med den øvelse idag.
  • Så trænede vi lidt apport. Strategien er lagt om til sidste træning hos Karen, i et håb om at der kommer lidt mere glæde i øvelsen. Hun kan sidder perfekt i plads og holde apporten mens jeg rykker, banker og svinger armene foran apporten. Men så snart jeg rykker et lille skridt i håb om at hun igen sætter sig i plads, spytter hun enten apporen ud (og sætter sig i plads) eller sætter sig i plads og spytter apporten ud i samme sekund. Denne onde cirkel kan jeg bare ikke vikle mig ud af?? Så nu prøver vi Karens forslag, at skam-rose hende for bare at følge mig med apporten, og derefter lade hende selv samle den op fra jorden for igen at følge mig. Det går fint med det indtil videre, og så længe jeg holder mig til meget få gentagelser virker hun gladere for øvelsen. Jeg er ikke i tvivl om, at hendes mangel på glæde i øvelsen skyldes at hun simpelthen ikke forstår at hun skal sætte sig ind i pladsen. Hun opnår derfor ikke nok success og mister pusten... Det må der laves om på!!
  • Target arbejder vi også på, fordi Karen har gjort mig opmærksom på problemet i at hun ofte stopper lige foran target. Vi har ikke kunnet få afstand på fordi Nova har stoppet alt for tidligt når jeg har øget afstanden. Jeg er derfor hele tiden gået tilbage til den afstand hvor hun løb hele vejen, og afstanden er derfor øget for langsomt. Feltet bliver derfor ikke brugt i øjeblikket, og vi arbejder kun på at hun skal helt til target hver gang. Det er virkelig svært, fordi jeg nogle gange for klikket hende selvom hun ikke helt rør ved target, og det går jo ikke:) Jeg variere afstanden meget og kommer også ud på større afstande. På de større afstande stopper hun dog ofte stadig op og kigger på mig, for derefter at løbe helt til target. Den uvane skal vi lige have afskaffet, så det bliver nok noget med at afbryde øvelsen hvis hun stopper, og prøve igen på en lidt kortere afstand.
  • Skridtøvelser: trænede idag skridtøvelse til venstre, fordi Karen til sidste træning forklarede værdien i at hunden følger venstre side sidelæns i stedet for bare at følge efter. Man kan jo lige så godt gøre det rigtigt fra starten af, så det skulle trænes idag. Jeg ville først klikke for at hun fulgte mig et halvt skridt sidelæns, og hun ramte rigtigt i første hug. Hver eneste gang (helt op til 3 skridt) fulgte hun mig i sidelæns gang ved venstre side. Stor overraskelse når jeg nu lige havde regnet med at det skulle trænes intenst. Stor cadeux til alt den bagpartskontrol vi har trænet! Skønt!

Bortset fra at næseprøven slet ikke kommer til at sidde til prøven den 11. pga. samme problemer som apporten, er jeg meget fortrøstningsfuld! Nu glæder jeg mig bare til at få min energiske og intense træningspartner tilbage når løbetiden har sluppet sit tag;)

1 kommentar:

Paul sagde ...

Hej Camilla,

Jeg træner helst max. 20 minutter pr. træningspas pr. hund, for allerede dér begynder der at være træthedstegn. Se http://paulmegan.blogspot.com/2009/02/er-de-20-minutter-ikke-snart-gaet.html. Jeg tror du måske har trænet for meget tidligere :-) Og tro mig, det har jeg også gjort! Jeg synes det lyder som fine fremskridt du gør, og du er helt bevidst om hvad du gør, det skal nok blive godt. Glæder mig til næste generalprøve den 5. april :-)